I forbindelse med udfordringerne i Amagerbanken nævnes det ofte i medierne, at selskabets bestyrelsesformand advokat N. E. Nielsen varetager særligt mange bestyrelsesformandsposter i en lang række selskaber. Og udover bestyrelsesposterne varetages et hverv som advokat og partner hos advokatfirmaet Bech-Bruun. Og medierne syntes det er særligt interessant, at porteføljen af bestyrelsesposter omfatter formandsopgaver for flere børsnoterede selskaber med betydelige udfordringer. Umiddelbart virker det til, at der er tale om mange bestyrelsesposter – Ja, og måske endda også for mange. Men jeg oplever at debatten om antallet af bestyrelsesposter generelt ofte er ude af proportioner og mangler nuancer. Det synes jeg også ”casen N. E. Nielsen” illustrerer. Lad mig fremhæve 3 eksempler. (Jeg forholder mig i øvrigt ikke til om N. E. Nielsen varetager opgaverne ordentligt, hans evner, kvaliteter, ry og rygte).
Eksempel 1: Så vidt jeg er oplyst, er N. E. Nielsens hovedbeskæftigelse netop bestyrelsesarbejde. Dvs. egentligt advokatarbejde er nedprioriteret og til gengæld er selve bestyrelses opgaver tilsyneladende opprioriteret.
Eksempel 2: Har medierne set på N. E. Nielsens mangeårige erfaring og hvad det betyder for hvor mange opgaver som kan håndteres?
Eksempel 3: Har medierneforholdt sig til værdien af netop at være partner i advokatfirmaet Bech Bruun. Det giver måske mulighed for at trække på stærke ressourcer – direkte såvel som indirekte – når det er påkrævet. Hvordan er disse perspektiver blevet ”indregnet” i vurderingen? Jeg har i hvert fald endnu ikke set det nævnt i debatten og det kunne måske nuancere debatten en anelse. Så næste gang antallet af bestyrelsesposter debatteres i al almindelighed er det interessant at forholde sig til om der er andre perspektiver, som er blevet belyst for den samlede vurdering.