Mellem jul og nytåret 2010 havde Erhvervsbladet en række artikler om hvordan virksomhedernes sigtbarhed er stærkt begrænset her ved indgangen til det nye år. Virksomhederne kan kun se en til to måneder frem. Artiklerne er baseret på undersøgelser af KPMG.
Og flere virksomheder er træge, svage og i nogle tilfælde handlingslammede.
Det er højtid for at besøge fitness-centre og måske skal virksomhederne også lige give sig selv en tur i et strategisk fitnesscenter. Her er nogle bud på hvilke maskiner i form af overvejelser og ideer som meget vel kan tages i brug:
- Der er nogle som skaber fremtiden og så kan det ligeså godt være én selv! Vi må ikke overlade initiativet til andre. Vi må selv sætte dagsordenen.
- Virksomhedslederne skal øve sig på at gøre sig fri af daglig drift (i hvert fald engang imellem) og få tid til fordybelse og overvejelser.
- Et godt sted at starte er en strategiproces, hvor vi får opstillet den fremtid, som vi ønsker og får et stærkt grundlag med aktivitetsplaner osv.
- Arbejde med en vision (eller revitalisering af den eksisterende) og få lavet en god mission, der udtrækker virksomhedens eksistensberettigelse.
- At arbejde med mulige scenarier kan også åbne udsynet – og dermed anvise nogle muligheder.
- Alt for mange har travlt med at være alle steder. Det gælder om at fokusere. Hellere være noget for nogle end ingenting for alle!
- Begynd at pleje relationer. Invitere kunder til dialogmøder. Tag leverandørerne med eller hold separate møder med disse. Flere og flere forretninger kommer via relationer.
- Omdan ”Loven siger vi skal have en bestyrelse” til ”Vores bestyrelse skal give værdi” – stil krav til og forvent værdi af din bestyrelse…. Etablér en professionel bestyrelse!
God tur til fitness-centeret!