Så er der også kommet anbefalinger til god selskabsledelse i selvejende kulturinstitutioner.
Eller som rapporten hedder: ”God ledelse i selvejende institutioner”. Mange af anbefalingerne kan genkendes fra de øvrige komite-arbejder om god selskabsledelse.
Selve rapporten er læseværdig for dem som arbejder med ledelse i kulturinstitutioner og er jo en kærkommen lejlighed til at tage nogle interne dialoger om, hvordan der ledes i den konkrete kulturinstitution.
Arbejdsgruppen med Tivolis adm. direktør Lars Liebst i spidsen skal have særlig ros for at tage forholdet til stakeholders (tilskudsydere og/eller politikere) under behandling. Og de går endda så langt, at de opridser en række relevante spørgsmål i relation til forholdet mellem institutionen og tilskudsgiver:
- Hvilke krav og forventninger har tilskudsyder til institutionen?
- Hvilke betingelser, rettigheder og forpligtelser er der forbundet med tilskuddet fra det offentlige?
- Hvilke frihedsgrader har institutionens ledelse i forhold til tilskudsyder?
Arbejdsgruppen, der er nedsat af kulturministeriet, kommer også med anbefalinger til i relation til aflønning og det er formuleret således:
6.1.2 Det anbefales, at bestyrelsen får et passende vederlag/honorar for arbejdet for at understrege, at arbejdet er vigtigt og forbundet med et tidsforbrug og et ansvar.
Det kan jeg kun være enig i. Til gengæld savner jeg lidt anbefalinger i relation til, hvad der så skal stilles af krav til det enkelte bestyrelsesmedlem. Ved næste revidering af anbefalingerne bør det præciseres, at der samtid med aflønningen skal aftales, hvilke gensidige forventninger samarbejdet baseres på, hvilke faglige og personlige kompetencer som bestyrelsesmedlemmet byder ind med samt bestyrelsesmedlemmets kritiske succesfaktorer i forbindelse med udviklingen af kulturinstitionen.
Følges anbefalingerne og tilføjes sidstnævnte får vi meget professionelle kulturinstitutioner.