Af og til er det svært for lederne at definere virksomhedens kernekompetence. Nogle gange er det endda et udtryk for, de aldrig har hørt om begrebet ”kernekompetence”. Du sidder måske endda selv og tænker: ”Hvad er en kernekompetence dog?” Så er det godt du er havnet her, for det er rigtig vigtigt at have styr, hvad der er jeres kernekompetence, da kernekompetencen fungerer som en rettesnor, når virksomheden skal udvikles og skaleres optimalt.
Men før vi uddyber hvordan I skaber strategisk værdi ved at have identificeret jeres kernekompetence, må vi hellere lige få styr på, hvad det egentlig er.
Du kan betragte kernekompetencen som en gryderet, hvor der indgår flere forskellige ingredienser, der alle bidrager til den samlede smagsoplevelse. Og det er sammensætningen og håndteringen af disse ingredienser som gør udslaget for om gryderetten er i ”verdensklasse” eller ej!
En kernekompetence består, ligesom gryderetten, af en kombination af viden, teknologier, opbyggede erfaringer, processer og relationer. Det er essensen af dette, som udgør indholdet og betydningen af kernekompetencen.
En virksomheds kernekompetence findes ved at identificere, hvilke af virksomhedens kompetencer, der opfylder følgende 3 forhold:
- Den skal være unik.
- Den skal være svær at efterligne.
- Den skal skabe værdi for kunden.
Det er kort sagt det, der gør virksomheden konkurrencedygtig.
Se også en kort og klar video om kernekompetencer her
Det er dog ikke nok, at I kan smække en smart sætning på jeres hjemmeside. Der skal være tyngde i det. I skal altså kunne definere over for medarbejdere, kunder og andre stakeholdere, hvad jeres kernekompetence dækker over.
Nu har vi styr på, hvad en kernekompetence er. Men hvorfor er det så afgørende at definere sin kernekompetence? tænker du måske.
Det er afgørende, at I har en klar definition af virksomhedens kernekompetence, fordi den bruges som rettesnor, når der skal træffes strategiske beslutninger for virksomheden. Med et fokus på kernen af forretningen sikres det, at virksomhedens udvikling sker på en måde, der bevarer den konkurrencefordel, som er blevet opbygget.
Dette er fx vigtigt, når:
- Der skal skabes nye og unikke produkter eller løsninger til kunden.
- Det skal vurderes, hvilke nye forretningsområder, som der er attraktive for virksomheden.
- Der skal indgås et strategisk partnerskab.
Her gælder det om at spørge, om den enkelte valgmulighed i kraft af virksomhedens kernekompetence er i stand til at skabe en forbedring, som ikke er mulig for andre virksomheder.
Kernekompetencen gælder dog ikke kun for fremadrettede beslutninger. Når I har defineret virksomhedens kernekompetence, vil I som oftest også opdage, at nogle af virksomhedens aktiviteter ikke ligger inden for denne. I sådanne situationer skal I overveje, om disse aktiviteter skal outsources til andre virksomheder, hvis kompetence dækker disse aktiviteter.
Et eksempel på dette er ISS, der siden 2010 har frasolgt forretningsdele med en samlet omsætning på over 12 mia., fordi disse ikke lå indenfor virksomhedens kernekompetence i facility services. Eksempelvis skaffede ISS sig af med et datterselskab, der tog sig af kloak service. Endvidere indså ISS at intern varetagelse af bogholderi, jura, skat og kommunikation ikke tilhørte de områder, hvor kernekompetencen kan bruges til at give virksomheden konkurrencekraft. Derfor er alle disse afdelinger nu blevet outsourcet.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at jeres virksomhed har mulighed for at outsource på samme måde som ISS, men I vil nok have aktiviteter som ikke falder under jeres kernekompetence(r). Og hvis I ikke har styr på jeres kernekompetence, er det svært vurdere præcis, hvilke aktiviteter der skal fokuseres på, og hvilke der ville kunne varetages mere effektivt af andre.
Hvis I derfor ikke kan svare på spørgsmålet ”hvad er jeres kernekompetence?”, er tiden inde til at finde ud af det. Det er et af de første skridt på vejen mod at blive en Vindervirksomhed®.
Vil du vide mere om, hvordan du kan arbejde med strategi? Så kontakt os her for en uforpligtende snak, eller følg os på Facebook og LinkedIn, hvor vi deler strategiske vitaminpiller i form af videoer og artikler om virksomhedsstrategi.