CO2-udledningen KAN faktisk sænkes drastisk. Tag den erfaring med i strategiarbejdet

”Man må aldrig lade en god krise gå til spilde”

Du har sikkert læst dette Winston Churchill-citat nogle gange de seneste måneder. De vise ord om, at en krise også åbner et vindue til at gennemføre reformer, er blevet brugt flittigt for tiden. Nu ser du citatet igen, for jeg kan ikke finde bedre ord til at formulere, at man som virksomhedsleder lige nu står med en historisk mulighed for at tænke grøn omstilling ind i sin forretningsplan.

Kriser giver nemlig mulighed for at gennemføre langt mere vidtrækkende beslutninger end normalperioder. Efter finanskrisen for ti år siden lænede ikke mindre end to danske regeringer sig op ad krisen for at gennemføre økonomiske reformer, som muligvis aldrig var blevet til noget uden netop – en krise. Omstillingerne var bestemt ikke gnidningsfrie. Men så gik tiden. I dag virker omstillingerne naturlige og nødvendige.

Jeg tror ikke, at det er usandsynligt, at det allerede om fem år betragtes som naturlig og nødvendigt at en virksomhed tænker grøn omstilling ind i sin måde at drive forretning på. Faktisk tør jeg godt gå skridtet videre: Om fem år vil det blive anset for fremmedartet og gammeldags, hvis virksomheden IKKE har integreret grøn omstilling i sin strategi. Blandt andet fordi denne tid har vist, at det er muligt at opnå nærmest ubegribelige resultater i forhold til CO2-udledning og andre klimamål. Det krævede en krise, hvor vante forbrugsmønstre og levevaner blev udfordret.

Fremadartet og eksotisk at tænke grønt

For 130 år siden var det fremmedartet og eksotisk, hvis en produktionsvirksomhed tænkte medarbejdertrivsel ind i sin måde at drive forretning på. Arbejdskraft var groft sagt arbejdskraft. I dag vil det vække opsigt, hvis en virksomhed ikke indtænker i sin strategi, hvordan den fastholder, motiverer og udvikler de medarbejdere, der skal føre strategien ud i praksis og skabe en værditilvækst.

For 50 år siden var det fremmedartet og eksotisk, hvis en virksomhed tænkte miljøhensyn ind i sin måde at drive forretning på. Det var accepteret at lede spildevand ud i det nærmeste vandløb og grave giftigt affald ned i jorden. Så var sagen klaret. I dag vil den tilgang få de fleste til at måbe. Tværtimod er det at producere miljøvenligt blevet en central del af forretningsmodellen og værditilbuddet til kunden for mange virksomheder.

Læs også “Er CSR og bæredygtighed en del af din virksomheds strategi?”

Nu står vi i en situation, hvor en krise har vist, at det altdominerende problem på den globale dagsorden muligvis kan løses. CO2-udledningen kan faktisk sænkes drastisk. Der blev talt kolossalt meget om, hvordan en reduktion kunne opnås, og pludselig opstod en krise, der viste en vej. Bestemt ikke en nem eller problemløs vej – men en vej. Forbrugsmønstre og levevaner skal ændres. Det er grøn omstilling i den version, hvor der rykkes hårdt i nogle store håndtag. Fra ændrede rejsevaner, andre måder at arbejde på til andre måder at forbruge på.

Tror du, at denne erfaring vil blive kasseret? Eller tror du, at den vil lagre sig? Hvis du tror det sidste, vil det så være forsvarligt for din virksomhed IKKE at bygge grøn omstilling ind i sin fremadrettede strategi? Tror du, at du har en virksomhed om fem år, der IKKE er en del af løsningen på at opnå en markant reduktion af CO2-udledningen, men en del af problemet?

Det er nu eller aldrig

Vi kan ikke spørge de virksomhedsejere, der stædigt holdt fast i, at arbejdskraft er arbejdskraft, som hverken skal fastholdes eller motiveres, mens andre virksomhedsejere opdagede, at der var fordele ved det sidste. Alle fra dengang er væk. Men vi kan spørge de virksomhedsejere, der opdagede, at en beskeden og transparent miljøbelastning kan være et værditilbud og en del af en forretningsmodel. Hvad tror du, at de svarer?

Om bare fem år vil vi efter min vurdering have svaret på, om man kan lægge en strategi for en virksomhed uden at indtænke, hvordan den kan bidrage til den grønne omstilling af samfundet. Svaret vil være ”nej”. Så kom i gang med det samme.

Denne klumme er udgivet på finans.dk den 9. juni 2020.

Har du brug for nye inputs til, hvordan du kan tænke ud af boksen og tage et proaktivt mindset i arbejdet med din strategiske forretningsmodel? Så kontakt os her for en uforpligtende snak.

Du kan også følge os på LinkedInFacebookTwitterInstagram, og YouTube hvor vi deler strategiske vitaminpiller i form af videoer og artikler om virksomhedsstrategi.