Filmen indeholder i en erhvervsmæssig sammenhæng nogle fascinerende og nok også skræmmende situationer. Den udspiller sig over tre årtier og viser, hvordan familieforetagendet udvikler sig med magtspil, intriger og sågar mord. Såvel Gucci-familien som andre kendte nøglepersoner, der indgår i familien, har haft travlt med at tage afstand til filmen. Kernebudskabet er, at filmen stjæler familiens identitet og er fiktion.
På nogle særlige områder er der ikke tale om fiktion. I filmen indgår der et spil mellem de to grene af Gucci-familien ført an af Rodolfo og Aldo Gucci og deres sønner. Hvis vi holder familiedramaet ude og ser på, hvilken betydning ejerskabet får for selskabet, er vi ikke langt fra virkeligheden.
I løbet af de seneste 25 år har jeg været så privilegeret at være inviteret indenfor hos en række familieejede virksomheder. Virksomheder som har været ejet af den samme familie i generationer, hvor ejerskabet undervejs er blev delt og spredt ud i familiens grene. Jeg har fulgt og oplevet hvordan de ”3-F’er” (forretning, familie og følelser) i ejerledede virksomheder har været i spil. I de situationer bliver jeg vist den tillid, at de enkelte familier deler deres syn på de 3-F’er. Her må jeg sige, at filmen på mange måder rammer lige ind i nogle kernepunkter.
I filmen ser vi, at Aldo Gucci, der lever i New York, besøger sin broder Rodolfo i Milano. Der er betydelig forskel i den energi, de hver især udtrykker. Rodolfo har mistet sin kone og lever mest i fortiden. Aldo giver den gas, har masser af ideer, og er også lige frisk nok på et par områder.
Én af ideerne er, at Gucci skal følge med tiden og have forretninger i nogle af de store ”Malls”. Hertil svarer Rodolfo noget i retning af ”så længe jeg har 50 pct. af aktierne i Gucci, kommer det aldrig til at ske”. Denne fastspændte situation kan på godt gammeldags businesssprog kaldes ”deadlock”. En låst situation hvor to parter afventer hinanden og bliver handlingslammet. Eller en situation hvor ejerskabet til en familievirksomhed er blevet spredt så meget, at det ikke er muligt at blive enige om noget, fordi ingen tager initiativ, eller på forhånd har opgivet det.
Filmen lader os med denne lille, men vigtige, sekvens forstå, at udviklingen er gået i stå. Faktisk er udviklingen gået så meget i stå, at ingen længere orker at være en del af Gucci-systemet. Hverken designere, modeller eller andre.
I virkeligheden har jeg set mange ”deadlock”-situationer. Og de har ofte været meget skadelige. Omvendt har jeg også set, hvordan flere grene af familier ser behovet for at finde løsninger. Det begynder ofte med at få forventningsafstemt, hvor virksomheden skal hen, og hvad virksomhedens position skal være om f.eks. tre år. Det giftige i denne dialog er jo, at det udstiller eventuelle uenigheder, men det er bedre, end at de ikke bliver italesat. Og netop ved at få det italesat kan der laves en farbar plan videre frem.
I filmen har Gucci hverken langsigtede ambitioner udtrykt eller en plan, som alle er committet til. Resultatet for Gucci bliver, at virksomheden er gået så meget i stå, kombineret med intern familie-fnidder, at der kun er en udvej – en ejerkreds (og ledelse) som ikke har noget med Gucci-familien at gøre, og som får virksomheden succesfuldt revitaliseret.
Et lille håb herfra, er at flere familier i tide vil få taget de rigtige og livsvigtige dialoger. Der er heldigvis et stort antal virksomheder i Danmark, som har gjort det, og som kan være rollemodeller. Måske familien Gucci via filmen indirekte har givet et lille puf i den rigtige retning for andre familieejede virksomheder. Endda med stor positiv betydning for forretningen, familien og de følelser, der ikke kan ses bort fra, når vi har med familievirksomheder at gøre.
Denne klumme er udgivet på Jyllands-Postens Finans den 3. marts 2022.
Den første kop kaffe koster ingenting
Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog om hvordan vi kan hjælpe din virksomhed stærkt videre.