If you’re in trouble, double. Udtrykket er nok mest kendt inden for gambling eller ved handel med aktier, men i forretningsmæssige sammenhænge ses det faktisk også ret ofte.
Her er taktikken, at når du oplever problemer, så fordobler du din indsats. Når man har tabt, så må man satse endnu mere for at vinde det tabte tilbage. Det er en strategi, der findes flere eksempler på, at virksomheder har spillet efter. Den er selvsagt risikabel, men nogen gange ser vi rent faktisk, at det virker – faktisk i de fleste tilfælde. Heldigvis.
Opkøb, opkøb… og lidt mere opkøb
Da covid-19 var på sit højeste, og lockdown var en realitet for os alle, så vi hvordan Rekom ApS opkøbte op til flere barkæder i Norden og nu er Nordeuropas største nattelivskoncern.
Nattelivet var måske et af de hårdest ramte områder under nedlukningerne og noget af det, der var lukket ned i længst tid. Det betød også, at Rekom ApS kom ud af 2020 med et underskud på 133,4 mio. kr., men til trods for det jagtede de opkøb og udvidelser i massevis.
Det må man sige lever op til udtrykket om at fordoble, når der er problemer. Her er nok endda tale om mere end en fordobling. Rekom er et godt eksempel på, at denne form for strategi har virket, for de fortsætter endda deres opkøb og optur, efter nattelivet er åbnet op igen.
Læs også “Fremtiden tilhører de virksomheder, der formår at balancere drift og forandringer”
Store investeringer i en underskudsforretning
Det der egentlig i første omgang fangede mig, og satte gang i det her tankemønster om at fordoble sin indsats, når der er problemer, var fordi jeg forleden læste, at fitnesskæden Fitness World har mistet over 100.000 medlemmer i Danmark det seneste år.
De har sågar måttet lukke flere centre. Endnu en branche, der var hårdt ramt af lockdown. Fitness World gik ud af 2021 med et underskud på 45 mio. kr., og hvad er deres næste move så nu? Go double!
Ejeren har nemlig besluttet at investere store summer af penge i at relancere og opgradere de danske centre, for forhåbentlig igen at tiltrække medlemmer. En lidt anden måde at ”go double” på, men princippet er det samme – store investeringer på den ene eller anden måde.
Hvad end der er tale om opkøb eller at investere store summer penge, så er begge træk risikable og ikke mindst offensive træk. Om strategien også viser sig at virke for Fitness World, må tiden vise. Personligt håber jeg, at det lykkes, for jeg synes det er spændende, når virksomheder virkelig tør udfordre status quo – når de tør være modige og ambitiøse.
Hvem går i front og er ambitiøse?
Netop de to sidste karaktertræk, er også noget, jeg altid opfordrer mine samarbejdspartnere til at være. Altså modige og ambitiøse. For vi kommer ingen vegne forretningsmæssigt og med vores vækst, hvis vi ikke tør være modige og ikke er ambitiøse nok på vores egne og virksomhedens vegne.
Hvis du som ejer eller leder ikke er ambitiøs på virksomhedens vegne, hvem skal så være det? Og i så fald, hvordan kan du forvente, som den der går forrest, at dine medarbejdere er det, hvis du ikke er? Et træk som at ”go double” er lige så meget et tegn til medarbejderne om, at nu skal der altså ske noget. NU er vi ambitiøse og kæmper for det her.
Dét er vist motivation uden lige og ikke mindst med til at sætte retning for virksomheden og dermed medarbejderne. En særligt vigtigt disciplin, når vi taler strategi.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at efterlade dig som læser med et spørgsmål, som du kan tænke lidt over. Hvornår har du sidst været ambitiøs på din virksomheds vegne? Og måske endda lavet lidt af et sats? Hvornår har du turde tage et spring og gøre noget offensivt?
Denne klumme er udgivet på Jyllands-Postens finans.dk den 10. maj 2022.
Den første kop kaffe koster ingenting
Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog om hvordan vi kan hjælpe din virksomhed stærkt videre.