Forretningsstrategi649,72 kroner. Det er det beløb Alka Forsikring har betalt mig for at bruge deres app ”tank&tjen” indtil videre. Og det er ikke rabatpoint eller kredit, jeg kan bruge til at betale min forsikring. Det er rent cashflow direkte ind på min konto.

Appen fungerer på den måde, at jeg tager et billede af standerens display, der viser, hvor meget jeg har tanket, uploader det i appen og kort efter får jeg så udbetalt 50 øre per liter brændstof jeg har tanket. Til gengæld giver jeg Alka Forsikring adgang til mine lokationsdata, data om kørsel og brændstofforbrug og så videre.

Hvad mon de vil bruge den data til, har jeg ofte spekuleret. Sammenlagt må det alligevel være en større udgiftspost for Alka Forsikring. Det oplagte svar er, at appen skal gøre det mere attraktivt at være kunde hos Alka Forsikring. Der må dog være mere i det, tænker jeg. Det må være noget med at bruge vores data til at mappe traffikmønstre, forudsige brændstofpriser eller noget helt tredje. Måske ved de det ikke engang selv. Måske ved de bare, at data er godt at have og jo mere jo bedre. Måske pønser de på en helt ny forretningsmodel – eventuelt som ”data broker”, hvor virksomheder sælger data på licens.

Måske inviterer de på et tidspunkt en masse kloge hoveder ind til et hackaton, hvor en virksomhed arrangerer en form for kort case competition, der typisk løber over flere sammenhængende dage, for at hjælpe dem med at finde ud af hvad værdien af dataen er. Det har mange andre virksomheder, særligt inden for den finansielle sektor, efterhånden gjort en del gange. Det er i hvert fald en omkostningseffektiv måde at få folk til at tænke for én på. Og også en relativt risikofri affære, da Alka Forsikring ejer dataen. Det vil altså sige, at Alka Forsikring ikke behøver være nervøse for, om nogen finder på en klog anvendelse af dataen og derefter smutter med ideen, fordi løsningen er værdiløs uden dataen.

Er du ikke jægeren, er du byttet!

Uanset hvorfor mit forsikringsselskab betaler mig for at tanke benzin, viser tank&tjen samt stadigt flere hackatons, at der blandt store virksomheder er et stigende fokus på den dominerende rolle ny teknologi samt dataindsamling og -anvendelse vil indtage i forretningsstrategi.

Spørgsmålet er så, om de små og mindre virksomheder vil følge Alka Forsikring og lignende trop, og gøre de store drenge i klassen kunsten efter.

Denne artikel er også udgivet på Finans.dk den 5. oktober 2017

Har du brug for nyt input til hvordan du kan tænke strategisk ud af boksen? Så kontakt os her for en uforpligtende snak, eller følg os på Facebook eller LinkedIn, hvor vi deler strategiske vitaminpiller i form af videoer og artikler om virksomhedsstrategi.