Genåbningen af Danmark kan spænde strategien til bristepunktet for mange virksomheder.

Mens Danmark så småt er ved at åbne op, har erhvervslivet haft stærk fokus på hjælpepakker. Det er helt naturligt: Hvis en virksomhed ikke har nogen omsætning, er det et spørgsmål om tid, før der ikke er nogen virksomhed.

Men ingen hjælpepakke kan afbøde, hvis man som virksomhed ”læser forkert”, hvad der venter efter coronasituationen. Her er der ved at danne sig to skoler. Den ene skole tror, at coronaen bliver et skvulp. Vaner, værdier og forbrugsmønstre vil ikke ændre sig grundlæggende. Stort set alt bliver som før, når de fleste anbefalinger og forholdsregler er afblæst. Den anden skole tror, at coronasituationen kan ændre forbrugsmønstre fundamentalt og disrupte dele af erhvervslivet. Jeg hælder til den sidste skole. Blandt andet på grund af den hastighed, som vi har set verden forandre sig med.

6 uger forinden

Tænk seks uger tilbage, da coronaen begyndte at sætte dagsorden for livet og erhvervslivet i Danmark. Forudsagde nogen for seks uger siden, at hele brancher ville se ned i en afgrund nu? At Danmarks vigtigste eksportmarked, USA, ville være i knæ? At virksomheder, der hurtigt omstillede sig til at levere 100 procent digitalt, seks uger senere kunne se ind i enorme vækstmuligheder?

Coronaen har hastigt forandret verden og økonomien. Nu er de første lempelser i Danmark indført, og så kan det som virksomhed være fristende at orientere sig imod, hvornår man kan være oppe i fuldt drev igen. Men pas så. Man risikerer, at man kan overse nogle mellemregninger af strategisk karakter. Hvad ved vi egentlig om den virkelighed, der venter på den anden side af alt det her?

Vi kan antage, at danskerne vil kaste sig ud i en forbrugsrus på områder, der har været lukket ned. I en sult efter kulturtilbud, oplevelser, indtryk og byliv vil danskerne lægge mange penge hos oplevelsesindustrien og i hotel- og restaurationsbranchen, når dørene igen åbner. Men vi kan også antage det modsatte.

I snart to måneder har danskerne været i en tilstand af stor uvished. Vil de så bruge penge på underholdning? Eller vil de rystelser, de har oplevet, få dem til at opprioritere sikkerhed og tryghed – altså spare mere op, sikre familien bedre og prioritere hverdagen højere?

I en strategiproces er det altgørende at gøre sig tanker om, hvordan forbrugerne tænker – her særligt om deres forbrugsmønster efter coronasituationen. Vil de elske fysiske butikker igen? Vil de igen rive en halv lørdag ud af kalenderen til at opsøge impulsstyrede indkøb på et strøg eller i et storcenter, sådan som mange disponerede deres weekend inden corona?

Ikke bare forbrugsmønstre kan ændre sig – det kan værdisæt også. Under coronasituationen har to værdier markeret sig; nemlig samfundssind og fællesskabsfølelse.

Læs også “Strategi er vigtigt, men ikke så vigtigt – eller hvad?”

Samfundsansvar er det nye sort

Før corona var samfundsansvar ofte en luftig størrelse. Sommetider en hensigtserklæring med en bestemt vinkel. Under corona er samfundsansvar blevet konkret. Virksomheder, der viser samfundssind, omlægger produktionen for at hjælpe fællesskabet, giver produkter væk gratis, eller yder hjælp og rådgivning uden honorar. Oversæt det til ”efter-corona”. Så skal hensigtserklæringen erstattes med en konkret, afgrænset handling. Vil din virksomhed være sponsor for et tilbud til socialt udsatte, eller oprette en platform for håbefulde iværksættere, der har brug for økonomisk rådgivning? Det nye er at handle. Konkret. God vilje var før coronaen.

Det nye er også at åbne op til ”mudrede” markeder, der den næste tid kan udfordre ens strategi til bristepunktet. På den ene side venter en økonomi, der er hårdt presset. På den anden side venter muligheder. Nogle markeder vil være stærkt ramt corona. Andre vil være på vej op. Digitale løsninger, der erstatter det fysiske møde med markedet, kunden og medarbejderen og skaber værdi på bundlinjen, kan rumme potentiale, som ingen kan overskue. Det er lidt som coronaen. For nogle måneder siden, var den noget, der skete i Kina. Nu er det en pandemi.

Denne klumme er udgivet på finans.dk den 6. maj 2020

Har du brug for nyt input til, hvordan du kan tænke ud af boksen og tage et proaktivt mindset i arbejdet med din strategiske forretningsmodel?
Så kontakt os her for en uforpligtende virtuel snak.

Du kan også følge os på LinkedInFacebookTwitterInstagram, og YouTube hvor vi deler strategiske vitaminpiller i form af videoer og artikler om virksomhedsstrategi.