Timing af bæredygtighed kan betyde storhed - eller fald

Så skete det igen. Flere virksomheder er for nyligt gået konkurs, fordi de har for snævert et fokus i deres strategi. De lægger alle deres æg i én kurv, og går dermed glip af vigtige muligheder.

Forleden gik en velrenommeret jysk industrivirksomhed konkurs, fordi de har satset entydigt på én kunde og et smalt produktsortiment, og dermed ikke længere kunne leve op til kundens behov. Det tab var for svært for virksomheden at indhente. Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg for nyligt har læst i Harvard Business Review, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor flere og flere virksomheder fejler strategisk. Her fremhæves det, at en ofte overset fejl der begås af virksomhederne er, at de jagter den ene ”gyldne mulighed”. Dette kan for eksempel være den ene kunde eller et for smalt produktsortiment.

En anden jysk virksomhed med 150 medarbejdere er af samme årsag gået konkurs for nyligt – de var alt for afhængig af én kunde. En kunde som pressede virksomheden indtil det ikke længere hang sammen.

Jeg synes naturligvis, det er ærgerligt, at virksomheder fejler på dette, når der jo findes en løsning. Løsningen på denne form for fejl og problemstilling er på sin vis lige til – virksomhederne bør genoverveje deres strategiske fokus.

Glem ikke at være innovativ 

Som i tilfældet med den jyske industrivirksomhed, der ikke kunne følge med kundens behov, overgås alt for mange ældre virksomheder af unge virksomheder, der har en ny og innovativ tilgang til forretningsmodeller og strategi. De unge virksomheder er innovative og på dupperne når det gælder udvikling. Lige præcis evnen til at udvikle sig, tilpasse sig markedet og være innovative, er nødvendig for, at ældre virksomheder kan overleve. Der hvor de unge virksomheder så fejler, er når de ikke formår at omsætte dette til en strategi, der giver profit – en strategi der virker. Det er ikke nok blot at skabe strategien, det er en integreret proces, som selvfølgelig også implementeres. Desuden er strategi som bekendt ikke en lineær proces. Det er en konstant dynamisk og foreløbig proces, som skal vedligeholdes. Netop dette synes jeg, er en vigtig pointe at få med.

Du kan ikke bare gøre som du plejer 

Hvordan redder vi så de ældre virksomheder fra konkurs og sikrer, at de unge overlever? Hvordan sikrer vi, at fejl som ovenstående ikke begås? Jeg foreslår, at dette blandt andet sker ved ikke at undervurdere hverken teknologi, evnen til at kunne udvikle sig, eller de organisatoriske egenskaber, som skaber langsigtet succes.

Læs også “En lille justering af forretningsmodellem kan gøre stor forskel

Jeg mener, at mange ældre virksomheder kunne lære noget af den innovative tilgang, de unge virksomheder har til forretningsudvikling og strategi. Hvem ved hvor de to førnævnte jyske virksomheder ville være, hvis de havde lagt en del af deres fokus i udvikling, og ikke lagt sig fast på den ”gyldne chance”, der skabte en skidt kundeafhængighed eller produkter, der ikke fulgte udviklingen og kundernes behov. Det er altså ikke nok, som jeg før har hørt, ”bare at gøre som vi plejer, for det virker jo” og lægge alle sine æg i en kurv. Jeg kan ikke gøre det mere klart, at virksomheder har brug for en strategi, som ja, kan tilpasses med tiden, fremfor at blive i samme endegyldige spor. Ellers risikeres det, at der sker det samme som for de to jyske virksomheder, fordi der satses for entydigt på én kunde eller ét produkt.

Denne klumme er udgivet på Jyllands-Postens Finans den 7. oktober 2021.

Den første kop kaffe koster ingenting

Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog om hvordan vi kan hjælpe din virksomhed stærkt videre.