”De halvstore virksomheder har det sløjt” og ”Top 100 vokser stærkere end resten”. Overskrifter fra de seneste dages erhvervsaviser.
Så kom de årlige ”Guld1000” og ”Guldnummer” fra hhv. Berlingske Nyhedsmagasin og Børsen, som er analyser af de allerstørste virksomheder i Danmark. Tendensen er klar. De 100 største virksomheder udvikler sig markant bedre end de næste 900 virksomheder.
Forklaringen er, bl.a. ifølge Berlingske Tidende den 12. oktober 2011, at det skyldes kapitalstruktur og mangel på finansieringsmuligheder. Jeg er nu ikke helt enig i denne sort/hvide melding.
I Berlingske Nyhedsmagasin forklares tendensen også med at der er andre finansieringsmuligheder for de store og manglende internationalisering blandt top 101 – 1000 (Ret Store Virksomheder). Jeg er stadig ikke helt enig.
Om end jeg tror, at der kan være noget rigtigt i, at de Ret Store Virksomheder ikke har samme fokus på globaliseringens muligheder som de allerstørste virksomheder.
Ud fra mine erfaringer tror jeg mere på en helt anden årsag. Nemlig det strategiske arbejde – eller mangel på samme. De nævnte årsager ifølge Berlingske Tidende og Berlingske Nyhedsmagasin er efter min overbevisning symptomer på det manglende skarpe strategiske arbejde, som dermed er den reelle årsag.
Jeg mener, at de Ret Store Virksomheder skal lære af de allerstørste, når det kommer til det strategiske arbejde i virksomheden.
Det fører frem til følgende anbefalinger som jeg har erfaringer for virker:
- Gør strategiansvaret til noget mere end en løst defineret opgave som een person (ofte den adm. direktør) er beskæftiget med (involvér lederteamet)
- Arbejd struktureret med strategi og opstil de nødvendige processer, der understøtter et kontinuerligt arbejde. EU-forskning viser, at en god leder, som vil sikre god kvalitet, lav personaleomsætning og på anden vis gøre det godt, er nødt til at bruge omkring 30 % af tiden på strategisk arbejde
- Involvér og stil krav til bestyrelsen, der skal være en væsentlig part i strategiarbejdet – bestyrelsen skal udstikke retninger, godkende undervejs samt følge op
- Kommunikér og tilrettelæg opfølgning så det samme kommunikeres opad (bestyrelsen) og nedad (i resten af organisationen)
- Tilføre strategikompetencer til organisationen (hvis strategikonsulenter inddrages skal viden og færdigheder forblive i virksomheden når konsulenterne er ude af døren)
- Afsæt tid og ressourcer til eksekvering af strategien. Strategi er ikke noget virksomheder skal have på fine PowerPoint præsentationer – det er noget virksomheder gør!
Vi arbejder en del med virksomheder som er placeret på listen med de Ret Store virksomheder og der er et klart mønster blandt de mest succesrige. De praktiserer ovennævnte anbefalinger.
Lad os håbe, at vi næste år kan læse, at de Ret Store Virksomheder har revitaliseret sig via et solidt strategisk arbejde og nu rykker stærkt fremad…